Natur-Drogeriet støtter Climb for Charity

Der er 5.895 m til toppen af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Siden 2015 har en række danskere besteget bjerget som en del af projektet Climb for Charity, der har til formål at samle penge ind til Børneulykkesfondens arbejde for øget børnesikkerhed i Danmark. Til september rejser det sjette hold af dedikerede og engagerede mennesker afsted, og de ønsker at kombinere træning, eventyrlyst og fællesskab med det at gøre en forskel.
En af dem, der er klar til at trodse iltfattig luft og stejle tinder, er Nickolai Damgaard, der blandt andet er kostvejleder og partner på Heilpraktikerskolen. Natur-Drogeriet bakker op om Nickolais ønske om at være med til at gøre en forskel for danske børn og støtter Climb for Charity med kr. 10.000,- samt 50 øre pr. højdemeter, som Nickolai klarer. Pengene går til Børneulykkesfondens forebyggende arbejde og initiativet Legeheltene.
Legeheltene vil skabe mere leg og bevægelse for de indlagte børn på landets hospitaler. Der er fokus på sjov, leg og bevægelse, mens alt det, der har med sygdom at gøre, træder i baggrunden for en stund. Med de indsamlede midler fra Climb for Charity kan Legeheltene nå ud på endnu flere hospitaler.