Rødkløver på naturens betingelser
Hos Natur-Drogeriet i Hørning producerer vi selv vores kosttilskud med udgangspunkt i gode råvarer og urter.
Urterne er allerede tørrede, inden de kommer ind i vores varemodtagelse. Tørringsprocessen og dens resultat er forskellig fra urt til urt, fra høst til høst og fra år til år. Grunden til dette er blandt andet, at fugtindholdet naturligt varierer, eller at råvarerne har været håndteret forskelligt, før de lander her hos Natur-Drogeriet i det østjyske.
Dette oplever vi lige nu med den tørrede rødkløver, som vi bruger til at producere vores populære rødkløverkapsler.
Rødkløverråvaren fylder denne gang mere i volumen – og derfor kan vi ikke fylde lige så meget materiale i de enkelte kapsler, som vi plejer. Helt nøjagtigt er der kun plads til 300 mg tørret rødkløver, hvor vi plejer at fylde 400 mg i.
50 % flere kapsler – samme mængde rødkløver
For at imødekomme denne udfordring har vi valgt at lave en særproduktion, hvor vi fylder 50 % flere kapsler i bøtten (180 stk. i stedet for 120 stk.), således at forbrugeren får samme mængde som vanligt – endda lidt til den gode side.
Det er vigtigt for os at kunne levere denne vare, da vi ved, at mange kvinder bruger den dagligt for at lette gener i forbindelse med overgangsalderen. Det er også vigtigt for os, at brugerne af produktet ikke får mindre, end de plejer – man skal dog være opmærksom på den ændrede dosering: Anbefalingen lyder her på 3 – 5 kapsler om dagen mod de sædvanlige 2 – 4 kapsler.
Prisen på vores rødkløverkapsler forbliver uændret. Når vi igen får den sædvanlige rødkløverråvare på lager, vil vi producere bøtter med 120 stk. kapsler a 400 mg, som vi plejer.
Vi håber, at I vil tage godt imod denne midlertidige ændring.